Bliv dus med rollen som forældretræner
Dialog kan aflive de dilemmaer, der følger med trænerrollen i holdspil, hvor en far eller mor er træner
Kursus for forældretrænere
Spotkurset ”Forældre træner eget barn” varer tre timer og er for trænere, ledere og forældre i holdboldspillene.
Læs mere i artiklen
"Forældretræneren har tre ansigter" i DGI magasinet Udspil, som udkommer i april 2010.
Yderligere info om kurset, kontakt: AP Hansen, tlf. 79 40 43 15 eller tlf. 20 12 86 88.
Hvornår er far træner, og hvornår er far far? Må jeg sige far til ham på banen, eller når jeg skal låne en tier til kiosken efter træning? Den slags spørgsmål melder sig typisk hos børn, når far eller mor bliver træner.
Men det er ikke kun hos børn dilemmaerne står i kø, for forældretræneren skal forholde sig både til sit eget barn, som også er spiller, de andre børn på holdet og ikke mindst - deres forældre.
Ole Andersen fra Kolind Peerstrup IF, der træner sin 12-årige datter Laura, har oplevet dilemmaet:
»Giver man lov til for meget eller for lidt? Andre forældre vil sige, at Laura bare er på førsteholdet, fordi hun er trænerens datter. Men hvis hun ikke spillede, ville jeg ikke være træner,« siger han.
Ole Andersen understreger dermed også gevinsten i form af mange timers kvalitetstid sammen med datteren og hendes kammerater.
Særligt i holdidrætterne
I holdidrætterne, håndbold, fodbold, volley- eller basketball, har trænerrollen ekstra mange facetter, men sjældent et manuskript, der fortæller, hvordan far eller mor bedst udfylder den.
Det er især i forhold til andre forældre, at overraskelserne kan komme:
»Vi kan jo ikke lide, at nogen er uenige med os eller at irettesætte en spiller, når forældrene er i hallen,« siger Anita Bønning, som er håndboldtræner i IK Skovbakken.
Respekt om rollen
I ti år har Anita Bønning trænet sin datter Anne i håndbold, og hun vil gerne medvirke til at skabe opmærksomhed og respekt om forældretrænere. Derfor opfordrer hun andre idrætsledere til at sætte emnet på dagsordenen i deres forening, for eksempel ved træner- og forældremøder:
»Foreningslivet skal overleve på grund af forældreindsatsen. Tidligere var trænerne yngre. I dag har forældrene overtaget opgaven, måske fordi forældre i dag er mere bevidst om at det ikke skal være en 16-årig, der står på sidelinjen og råber,« siger Anita Bønning.
Kursus belyser dilemmaer
Sammen med AP Hansen, idrætskoordinator i DGI Østjylland, underviser Anita Bønning på kurset ”Forældre træner eget barn” som de har udviklet specielt for forældretrænere.
Ole Andersen fra Kolind Peerstrup var med på et forældretrænerkursus og brugte det som afsæt til en snak hjemme i sin forening, og hans råd til andre er at gøre noget lignende:
»Sig ærligt, at ”jeg er her på grund af min datter”, og sørg for at få opbakning fra de andre forældre. De mange overvejelser bliver lettere at håndtere, og det gør også livet lettere for ens datter,« siger han.
Opdateret 27. april 2011 Af Kirsten Harkjær LarsenEjer: Kommunikationsafdelingen